We aren't friends, just some stranger with memories.

Hvad dælen!

Nu er der næsten gået et halvt år siden jeg bloggede sidst. Det at tage på efterskole er noget af det bedste jeg har gjort! Jeg er utrolig glad for det! Alle burde have muligheden for at komme afsted på efterskole. Det ku' vær' niiiice! Det er utrolig godt, og anderledes, man får et helt andet forhold til sine venner, og de er lige rundt om hjørnet. Jeg elsker det! Selv om drenge generelt er nogle fjolser, er det fandeme rart at bo med dem!:o)
- Jeg har dog også haft et tab ved at tage på efterskole, men det var en chance at tage. Jeg føler det er hårdt, at se hvilken smerte han går i gennem. Jeg kan ikke rigtig stille noget op, det gør mig ondt. Jeg blev bare selv nød til at se frem, og gøre hvad mit hjerte sagde ... Det har aldrig været min hensigt at såre nogen .. Men sådan ender det som regl.

At my breaking point

Take a chance or let go?

Opdate 2.

Så, er det på søndag jeg starter en helt ny tilstedeværelse. Alt bliver vendt om, jeg har gået på Brorsonskolen i 10 år, nu er det slut. Alle mine faste rammer bliver brudt. Jeg har brugt så mange år på at finde mig selv, og har altid haft et tæt forhold til mine veninder. Som det ser ud nu, føler jeg ikke rigtig at jeg falder til med pigerne på min efterskole, men man har vel lov til at håbe. Jeg har så svært ved dette blogindlæg. Jeg ved nemlig at nogle få af mine venner læser dette, og det gør mig frygtelig ked af at jeg forlader dem ... Jeg kan bryde sammen hvert sekund det skulle være. Tanken om uvisheden dræber mig indvendigt. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad der gør mig så ked af det, og forvirret ... Måske er det et forkert valg jeg har taget? Ellers piver jeg bare ... Jeg  ved i hvert fald hvis jeg græder mere så oversvømmer jeg mit eget hjem .. Eller mit førhenværende hjem ..... Kommer til at savne mit nuværende hjem .. Min hund .. Min mor .. Min far ... Mine faste og trygge rammer ..... Min hverdag.

Selvom jeg er ....

Fyldt 16, bliver jeg behandlet som en på 5, både fra mine forældres side og nogle få venner. Føler mig undervurderet og holdt nede. Hvis jeg siger min mening får jeg høvl for at det er forkert, selvom det er angående meninger og holdninger. Det burde ikke kunne være rigtig og forkert hvis jeg har et grundlag for hvorfor jeg siger sådan? Det irriterer mig pisse meget! Jeg hader når folk tror at de er bedre end andre, det siger mig intet. Man har da selvfølgelig sine højdepunkter og sine moments, men for mig har det ikke ens betydning med at man har håne-ret. - Jeg er vildt skuffet

1. Citat.

Jeg fandt det her meget interessant.

Jeg ser dig, og jeg smiler. Jeg elsker dig fordi at ingen kan give mig det som du giver mig.
Nu har jeg brugt flere timer på at stirrer mens du sover, for mistilliden knækker mig over.
Jeg ved næppe hvor meget mere jeg orker, for jeg slår mig hver gang du snakker, men også når du stopper. Vi to, vi topper nok listen af idioter, som fortsatte galskaben selvom vi slog os, og tro mig vi to, vi har været hvor det var smukkest, men alting har en ende, og kapitlet må lukkes.
Vores skænderier kan lugtes når vi går på gaden facaden den smuldret, ét forkert ord og så letter taget. Vi træder på hinanden og hader hinanden fordi vi elsker hinanden og det er ikke smukt, det ville være synd at sige, så begynd at skrig, simuler mere sorg. give mig flere tårer jeg kan se igennem, og sig mig - har du nogensinde elsket nogen så meget at du kunne se dem græde, og fået lyst til at drikke deres tårer, og gøre dem til din egen. Har du holdt dig hen, eller taget dig selv i et selvsving, fordi hun kom 10 min. for sent hjem. Det er når du ikke svarer på telefonen, at jeg i desperation .. De siger man kun ser de fejl man selv rummer, se på mig. Du er ikke den eneste der har gjort andre ondt, vel?

Jeg tvivler ikke på at

Det er svært at gennemgå en barndom uden sin biologiske mor. Jeg kan så bekræfte at en adoptiv mor og far er ligeså godt! Jeg sidder lige nu og ser QTV, som hedder: Min mor gav mig væk. Jeg har set en pige, som pev utrolig meget over det med ikke at kende sin mor, men nu hvor hun fandt hende følte hun sig hel. ARG, der er overhoved ingen grund, men hun irriterer mig bare ... På grund af ved siden af sidder der en pige, hvor moderen ikke vil kendes ved hende? Jeg tænker tit på om min biologiske mor er interesseret i mig, eller om jeg bare er et overstået kapitel for hende ..... Det bliver nok et mysterium, som jeg aldrig får opklaret. Et tomt hul dybt i hjertet. - Men? Jeg er jo lykkelig, så? Hvad mere kan jeg forvente .... Det er utroligt svært at leve i uvisheden